Katharsis ved at se sine tanker
Jeg havde nogle skøre tanker i går aftes. Desværre kan jeg ikke huske dem længere. Det er i virkeligheden også lige meget. I stedet vil jeg prøve at skrive om det som foregår lige nu og det som tidligere er sket i min tilværelse. Prøve at se det udefra og indefra. På en måde er min hjerne så skadet af alt det som jeg har drukket de sidste mange år bare for at dulme min lyst til at udtrykke mig og min skuffelse over at have opgivet min drøm om at blive maler eller forfatter. Denne drøm var egentlig blot en antitese til den drøm jeg havde som barn om at komme ud i verden for at bygge broer og dæmninger. Og her hvor jeg så er i dag er et helt tredje sted. Jeg blev hverken ingeniør eller kunstner. Så jeg har faktisk ikke realiseret andres forventninger eller for den sags skyld min egne. Er jeg så blevet ulykkelig eller hvordan fanden har jeg det så, når alt kommer til alt. Nogle gange drejer det sig jo bare om at overleve dagen og vejen og atter andre gange om at gennemskue nogle dybtliggende mentale og psykiske processer i en selv, selvom det langt fra altid lykkes. Kan jeg skrive smerten ud af min krop ved at gøre det til ord på papir. Jeg ved ikke om jeg overhovedet har noget at fortælle andre. Disse ord er måske kun henvendt til mig selv. I bedste fald kan jeg afspejle noget som andre også har oplevet. For mig drejer det sig om at komme i kontakt med min egen stemme og lade den tale, skrige eller synge.