Thursday, October 30, 2003

Citat
Moral er noget, vi påtager os for at begrænse os, for ikke at
blive alene, for ikke at blive skyldige. Moral er destruktiv.
(Leif Panduro)

Monday, October 27, 2003

Teori og praksis
Når man skal diskutere forskellige teorier, møder man ofte påstanden ”Et er teori, men noget andet er praksis”. Nogen mener altså, at teorier er en verdensfjern størrelse, som stort set er uden forbindelse med den praksis, vi dagligt udøver. Eller at teoretikerne sidder med støvede bøger og spekulerer over dette og hint, men som de aldrig selv har prøvet af i praksis. Jeg mener dog, at teori og praksis er to sider af samme sag eller mere præcist er hinandens forudsætninger. Jeg synes teoretiske overvejelser uden tilknytning til handlinger er uinteressante, ligesom handlen uden overvejelser er praksis uden mål og mening. Dette kan der være flere grunde til. For det første kan teorierne bygge på et for spinkelt grundlag, således at dens generaliseringer ikke holder stik under alle forhold. For det andet kan en teori blive så udspekuleret og løsrevet fra dens oprindelige praksis, at den ikke mere er dækkende.

Saturday, October 25, 2003

Beslutning
Jeg er energi og klarhed. Jeg er uafhængig, kreativ og elskelig. Jeg er fordybelse og udfoldelse. Jeg er arbejde, kærlighed og viden. Jeg er alt dette og alt dette er i mig.

Friday, October 24, 2003

Selvportræt
Jeg skal prøve at starte et sted, men hvor fanden begynder jeg denne rejse ind til mig selv. Har jeg i virkeligheden ikke været på denne vej meget længere end jeg selv er klar over og er rejsen ikke bare selve det at være menneske og udfylde et rum mellem fødsel og død. I alle fald blev jeg født i en ildelugtende større dansk provinsby alt for mange måneder for tidligt. En lille lort som ikke var større en sin fars overarm. Han mødte i øvrig fuld op på fødeafdelingen, da han samme dag, som jeg blev født lige skulle have overstået et rejsegilde. En ny minkfarm eller noget i den stil. Det hele var ret hektisk ifølge det, som jeg senere har fået fortalt. Jeg fik sgu et navn med det samme, da lægerne frygtede, at jeg ville dø, fordi jeg var så lille og skide sart. Min mor synes jeg skulle hedde Torben eftersom en dreng, som boede i nærheden af vores hjem, og som hun godt kunne lide bar dette navn. Senere fandt jeg ud af, at det var sammentrækning af Thor og bjørn, altså en mellemting mellem et dyr og en gud. På en måde har disse modsætninger som findes i mit navn forfulgt mig lige siden i større eller mindre grad. Nogle gange har det været et helvede at være til og atter andre gange helt paradisisk. På den ene side er der selvfølgelig et eller andet som antyder, at jeg gerne ville leve trods de hårde odds og på den anden side en stemme som indvendig siger, hold kæft mand er det besværet værd, måske svinger vi alle sammen mellem disse to modstridende stemninger bagved masken. Nogle gør ingenting ved denne ulykke andre igen prøver at hele disse sår med større eller mindre held. Gennem årene har jeg prøvet mange forskellige veje og tit og ofte vildveje for at hele den indre splittelse. En gangbar vej er denne proces, selvom jeg sikkert ikke slipper for ubehag ind i mellem.

Thursday, October 23, 2003

Fødselsdagshilsen
Kære Rune. Du ønskes hjertelig tillykkke med fødselsdagen. Du er et godt menneske, bedre end jeg nogensinde bliver, men derfor kan du stadigvæk godt lære et eller andet af mig. I alle fald ønskes du al mulig held og lykke fremover. Kærlig hilsen Torben.

Wednesday, October 22, 2003

Emotionelle bindinger
Det er tvingende nødvendigt at frigøre os fra de emotionelle bindinger, der ligger i os fra barndommen. Disse hænger nøje sammen med de overbevisninger, der er dannet, efterhånden som vi har tilpasset os de omgivelser, vi har bevæget os i. Mange af disse overbevisninger er vældig begrænsende for vores livsudfoldelse, og de kan ændres til nogle styrkende overbevisninger. Selv en negativ eller lav selvfølelse er til at skifte ud, fordi den som regel hænger tæt sammen med negative følelser, der er opstået i barndommen i forbindelse med bestemte oplevelser eller episoder.
Livet er en rejse
Der er ingen fremtid i at bruge nutiden til at ærgre sig over fortiden. Hvis vi bliver ved med at slæbe rundt på smertelige og tunge oplevelser, bliver vejen tung at gå. Ser vi livet som en rejse, gælder det for enhver anden rejse at medbringe det, man har brug for og ikke mere. Når det gælder alle de data, vi har fået ind på vores harddisk igennem livet, er der nogle af dem, der forstyrrer os i vores livsudfoldelse nu og i fremtiden. Dem kan vi hente frem, så vi kan se på dem, erkende og acceptere dem, og derved blive klogere på os selv. Måske vil vi give dem en anden skrifttype eller en anden farve, før vi lagrer dem et sted, hvor de ikke forstyrrer det, vi ellers er i gang med.

Tuesday, October 21, 2003

Et redskab og et kommunikationsmiddel
De sidste mange år har jeg brugt seriøst på computer og internet. Først lærer at anvende computer som et redskab til behandling af tekst, billeder, tal og data, dernæst som et redskab til at søge information og til kommunikation med andre mennesker og til kreative digitale eksperimenter.
Det sunde og det usunde liv
At leve i et fast parforhold, at have børn, en boglig uddannelse, erhvervsarbejde, en løn over 250.000 kroner om året, en tilværelse som selvstændig eller funktionær, et lederjob og en ejerbolig. Der er især disse otte forhold, der spiller ind på vores sundhed og skaber et godt liv. Fraværet af samme skaber det usunde liv.

Monday, October 20, 2003

Det hele menneske
Jeg har stræbt efter at blive et helt menneske siden jeg blev konfronteret med mig selv som et helt ungt menneske. Det at blive et helt menneske er en lang og krævende proces som aldrig slutter rigtigt, fordi i det øjeblik du finder et tilfredsstillende svar dukker et nyt spørgsmål op vedrørende ens eksistens som individ. Trods det at det enkelte individ adskillige gange løber vild i sig selv fortsætter vores individuelle og meget forskellige stræben efter helhed og mening i form af udvidelse af ens erfaring og viden på godt og ondt For at komme lettere i gennem disse forhindringer må de praktiske og kreative evner såvel som de mere akademiske og sociale evner udvikles i bredden såvel som i dybden for at opnå en tilstand af frihed og dermed energi og overskud til at blive i overenstemmelse med sig selv på det indre såvel som det ydre plan.

Sunday, October 19, 2003

Digt af Hermann Hesse
Ligesom hver blomst i livet visner og hver ungdom
viger for alderen, blomstrer hvert trin i livet.
Blomstrer enhver visdom og også enhver dyd
til sin tid og må ikke vare evigt.
Ved hvert livstrin må hjertet være
rede til afsked og ny begyndelse.
For i tapperhed og uden sorg
at hengive sig i andre, nye bindinger.
Der bor en tryllemagt i alt, hvad vi begynder,
den skærmer os og hjælper os at leve.

Muntert skal fra rum til rum vi skride,
intet af dem dog som hjem forblive.
Uden lænker vil os verdenssjælen vide,
trin for trin vil den os løfte, mere give.
Knap er vi hjemme i en kreds af livet
og fortroligt standser op, så truer slaphed.
Kun den der er rede til opbrud og til rejse,
kan rive sig løs fra den golde vane.

Måske vil endnu dødens time
os nye unge rum imødesende.
Men livets kald til os vil aldrig ende,
velan mit hjerte, sig farvel, bliv rask på ny.

Saturday, October 18, 2003

Hippie
Efterkrigsgenerationen, født mellem 1945-1960: En stor årgang og karakteriseret ved, at de er opvokset med velstand og vækst, fremtidsoptimisme, præget af Vietnamkrigen og fortrækker fællesskab. I forhold til deres arbejdsplads er de monogame, og har ofte ansættelsesperioder der er ti år plus. De er skeptiske forbrugere, men måler individuel succes på materiel velstand og har deres baggrund i kernefamilien. De gjorde oprør mod autoriteterne.
Punk
X-generationen, født mellem 1961-1976: De var unge i en tid med økonomisk stagnation, pessimisme, arbejdsløshed og kold krig. De er ofte ironiske og mht. deres ansættelseforhold er de serielt monogame og bliver på den samme virksomhed fem år eller mere. De er glade forbrugere, og et succesparameter er for dem er det hele menneske. De har ofte baggrund i en skilsmissefamilie og har en passiv accept af autoriteter.
Cyber
@-generationen, født mellem 1977-1992: De er rundet af velstand, vækst og fremtidsoptimisme. De er små årgange, har den første Golfkrig på deres verdensbillede og karakteriseres som egocentriske. De foretrækker projektansættelser på højst to år, er naturlige forbrugere, der tror på personlig udvikling og er ligeglade med autoriteter.

Friday, October 17, 2003

Mikines
Sámal Joensen-Mikines udstilles i Kastrupgård. Meget mørke og dystre billeder, hvor mange af af malerierne kredser omkring døden.
Det hemmelighedsfulde selskab
Det hemmelighedsfulde selskab er en rigtig god film, hvor forskellige figurer fra mange forskellige ungdomsbøger mødes i et nyt univers. Syv legender skal redde os fra det onde. Allan Quartermain fra Rider Haggards "Kong Salomons miner", ubådskaptajnen Nemo fra Jules Vernes "En verdensomsejling under havet", vampyren Mina Harker fra Bram Stokers "Dracula", den evigt unge Dorian Gray fra Oscar Wildes "Dorian Grays billede", den usynlige mand af H. G. Wells, dobbeltmennesket "Dr. Jekyll/Mr. Hyde" af Robert Louis Stevenson og den kække amerikaner Tom Sawyer af Mark Twain.
Oprør og tilpasning
I de første 18 år af mit liv blev jeg opdraget til at tilpasse mig et borgeligt og materialistisk system. Så brugte jeg ligeså lang tid på at gøre oprør mod dette og dyrke det kunstneriske såvel som det spirituelle aspekt i livet. Nu er jeg hverken særlig borgelig eller ikke borgelig i min livsstil og min verdensanskuelse, måske rettere lidt af begge dele og noget helt tredje.
Den tredelte hjerne
Hjernen kan groft sagt opdeles i tre dele. Den højre og venstre hjernehalvdel samt det limbiske system. Centrene for rumopfattelse og kropsopfattelse sidder i højre side, mens centrene for sprog og symbolforståelse sidder i venstre side. Det limbiske system, som findes dybt inde i hjernen er vores urhjerne. Her findes instinkterne, følelserne og vores seksualitet. Ligeledes findes tilstanden af vægtløshed her og denne del af hjernen kan gøre os mental fri, måske grunden til, at den i høj grad undertrykkes.
Ny weblog
Den første weblog virkede pludselig ikke længere, derfor går jeg nu i gang med at etablere en ny og forhåbenlig bedre. Jeg kunne ikke længere se min første weblog på nettet. Nu havde jeg ellers skrevet siden juni 2003, men pludselig virkede det ikke længere.