Monday, November 01, 2004

Under huden er vi alle ens
Kortlægningen af den menneskelige arvemasse, det humane genomprojekt, har i stigende grad ført til en erkendelse af, at selv om vi i det ydre kan se meget forskellige ud, er vi inde under huden meget ens. Faktisk så ens, at alle homo sapiens genetisk set er mellem 99,6 og 99,8 procent identiske. Førende forskere i genetik har i det nyeste nummer af tidsskriftet Nature Genetics sat racebetegnelserne og forskellene samt lighederne mellem mennesker af vidt forskellig etnisk herkomst under lup. Konklusionen er, at det efterhånden er mere vildledende end vejledende at inddele mennesker efter racer.